GEEKS GONE WILD

Geeks Gone Wild historie

Begyndelsen – Fjellerad Hallen

I en hal i en by ved navn Fjellerad, som er en forstad til Gistrup, som er en forstad til Aalborg, var der tilbage i 2005 gang i det første Geeks Gone Wild. Hele 30 deltagere inkl. alle de frivillige var i gang med det klassiske LAN med pizza, toast og alt for lidt søvn. GGW, som det kaldes i det daglig, var et event som blev arrangeret af foreningen Lan Team Nord som blev stiftet samme år som det første GGW blev afholdt. Eventet var på mange måder lidt som alle de andre LAN’s hvor der blev spillet Counter-strike 1.6, WarCraft III og mange andre spil.

“Den store scene” som var placeret nede i hjørnet af hallen ved siden af kiosken, bestod af nogle lamper, en projektor på et stativ og et stort hvidt lærred. På scenen blev de aktiviteter afholdt som senere blev et af GGW store varemærker – de klassiske LAN lege såsom Cocio crash, Bordlotto og den legendariske GeekQuiz, hvilket helt simpelt gik ud på at være den bedste til at google hurtigst muligt.

Under flere LANs i Fjellerad kendte man allerede til det store LAN i Sverige – DreamHack, og man gik også og drømte om at lave et LAN i den størrelse. Det var dog ikke lige til, så i første omgang valgte man bare rykke til den store naboby Gistrup som havde hele to haller!

Udvidelsen – Gistrup Hallerne

I 2015 blev der diskuteret i Foreningen om tiden var inde til at flytte fra Fjellerad, hvor der var plads til 200 deltagere, og i påsken 2016 blev det første GGW i Gistrup så afholdt. Alle de frivillige i foreningen havde ikke forventet at man allerede 2 måneder før eventet kunne melde udsolgt – alle 400 pladser! Det vakte stor begejstring blandt arrangørerne som inden da havde været lidt nervøse for, hvordan det skulle gå når man nu havde været i den samme hal i 10 år.

Gæsterne tog godt imod den nye udvikling, og efter det første event blev arrangørerne enige om at gentage succesen igen i efterårsferien samme år, hvor man tog chancen og udvidere til at tage begge haller i brug. Det blev en lige så stor succes for gæsterne gav udtryk for at det var et virkelig godt event. Foreningen bag havde bevaret hyggen og det sociale fra Fjellerad, men havde samtidig givet muligheden for at flere kunne komme med og mærke følelsen fra Fjellerad-hallen – og der varflere gæster, det var der, for til det sidste event i Gistrup var samtlige 572 billetter solgt!

Arrangørerne valgte at holde fast i værdierne fra Fjellerad, nemlig skabelsen af hygge, sjov og ballade, og det holdt 3 events omgange i Gistrup. Derefter turde man i ledergruppen godt begynde at realisere drømmen om et 1000-mands LAN i stil med DreamHack. Spørgsmålet var så om de øvrige medlemmer i foreningen var klar på at skifte lokation igen allerede 1½ år efter det første skifte.

Det store spring – Gigantium

13. maj 2017 blev en skæbnesvanger dag for foreningen. Ledergruppen havde indkaldt medlemmerne til møde, hvor der var ét punkt på dagsorden – skulle man eller skulle man ikke flytte til den største hal i Nordjylland – Gigantium.

På mødet blev der diskuteret økonomi, logistik, og betydning for klubben, og efter ca. 2 timer var der skabt en nærmest euforisk stemning blandt medlemmerne. Nu var det ikke længere urealistisk at drømme om et 1000-mands LAN, for det var inde for rækkevidde – ligesom foreningens klubhus blot 20 minutters gåtur fra Gigantium.

Efterfølgende begyndte det at stærkt – meget stærkt, for allerede den 2. juni samme år annoncerede vi Geeks Gone Wild #23 i Gigantium. Her lærte ledergruppen pludselig hurtigt at begå sig i medieverdenen, for der blev både ringet og skrevet fra næsten alle regionale medier.

Udfordringerne blev heller ikke mindre af, at der skulle bruges mange flere frivillige og større sponsorater – ja, mere af alting i større omfang. Man havde samtidig mange flere kvadratmeter at boltre sig på, for i Fjellerad var der 800 kvm, i Gistrup 1600 og i Gigantium hele 10.000 kvm! Det krævede blandt andet et større arbejde mellem arrangørerne, lederne af Gigantium, og brandvæsnet at få det store areal godkendt til LAN .

Bagsiden af medaljen

Til GGW #24 blev der satset stort på esport. Ledergruppen havde fået en fornemmelse af at “større, vildere og voldsommere” var vejen frem for eventet. Der blev satset stort med både international kvalifikation og store pengepræmier. Interessen var til at føle på. De professionelle spillere var i topform, og man så en pragtfuld demonstration af hvordan CS kan spilles.

Men der manglede noget. GGW’s ånd var ikke helt med længere. Hyggen og fællesskabet var kommet på reservebænken og alt var sat ind for at få de nye tiltag til at folde sig helt ud.
For eventets fysiske gæster var der klare mangler i forhold til, hvad man måtte forvente af et event i denne klasse og det kunne mærkes på bundlinjen.

Holdningen var klar. GGW var ikke på rette kurs.

Organisationen blev genovervejet, alle detaljer gennemgået og et strategisk samarbejde med Coolshop indgået. GGW #25 skulle ikke have samme skæbne som #24. En ny kurs var sat. Udfordringen og målet var sat: At skabe LAN stemningen i en arena hvor højden til taget er det samme som bredden på føromtalte hal.

Der er ingen tvivl om, at Januar 2020 for mange frivillige skriver sig ind i hukommelsen som en måned der blev knoklet i. Resultatet var godt og CoolshopGGW #25 blev det største, det vildeste og det voldsomste event til dato i GGW’s historie. Alle messe pladser var besat, der var 1500 LAN-deltagere og over 4500 dagsgæster i løbet af weekenden.

Fremtiden for Geeks Gone Wild

Det er blevet debatteret internt i foreningen såvel som eksternt med faste gæster af eventet hvad skal der ske fremadrettet med Geeks Gone Wild? Hvilken retning skal eventet gå? Skal der satses på esport igen? Vil man være det event i Danmark der tilbyder platformen til at små fællesskaber kan slå rod og blomstre op? Skal Geeks Gone Wild være dét event i Danmark, hvor man kan afprøve forskellige idéer, uanset om man er én person eller en del af et fællesskab?

Stemningen i ledergruppen og foreningen er ikke til at tage fejl af. Fremtiden er meget klar for hvad eventet skal gøre. Kursen er sat, og vi skal fortsætte i samme retning som Geeks Gone Wild #25. Hyggen og fællesskabet kommer til at være i højsædet. I tillæg til det så har eventet gennem hele sin tid i Gigantium arbejdet på elementer, som der skal udvikles endnu mere på:

  • Vi er inkluderende til vores event, vi imødekommer alle.
  • Være med til at løfte og hjælpe andre events.
  • Udvikle nye spil communities og give dem en chance for at udvikle sig ved f.eks. at udbyde turneringer, streaming dækning mv. til GGW.
  • Give chancen til upcoming talenter indenfor casting, hvor de kan blive community castere på den turnering som de ønsker at dække.

Geeks Gone Wild vil være det event i Danmark, der giver de bedste og største muligheder for skabelsen af fællesskaber, uanset om det er et spil man synes er sjovt, om man vil prøve kræfter som kommentator til en turnering eller andre at de mange spændende tiltag der kommer.